Rikke Winckler dykker her ned i time-out og time-in.
Time-out bliver af nogle brugt som en måde at straffe barnet og tage barnet ud af et fællesskab. Det er ofte gjort i afmagt. At blive sat ud af fællesskab er den største straf for et barn. Det er en måde at stoppe følelser, der larmer, som vi ikke kan holde ud og rumme i os selv (vrede eller gråd fx.)
Måske har du oplevet som barn, at dine forældre sagde til dig:
“Nu kan du gå ind og tænke over, hvad du har lavet!”
“Du kan komme tilbage, når du har fundet ud af at opføre dig ordenligt!”
Når vi laver time-out, så snyder vi vores børn for at lære at regulere og rumme sine følelser og få et sprog for det, der foregår. Vi straffer dem for at være umodne, selvom de ikke har forudsætningerne for at handle anderledes.
Men hvad skal vi så gøre? Her kan du høre om time-in og 3 punkter om, hvad du kan gøre i stedet for – nemlig:
1. Reguler dig selv. Start med dig selv – berolig dig selv og dit alarmsystem
2. Lær at være sammen med følelser. Tal til følelserne og se frustrationen (“Ja, nøj du er ked af det lige nu …” – ikke til fornuften (“Nu må du lige vente … “). Tal til følelserne, ikke fornuften.
3. Der kan sagtens være opførsler, der skal stoppes. (Kaster med legetøj fx). Så man giver hjælp og tager lederskab og styring, som barnets umodne hjerne ikke kan.
Advarsel – time-out er følsomt emne: Time-out er tidligere blevet anbefalet af fagpersoner. Det er vigtigt at huske, at alle ønsker det bedste for sine børn, så vi ikke shamer hinanden. Og folk ofte har brugt time-out, når de er pressede og ikke kan se en anden udvej.
